Til min(e) faste læser(e): Jeg er nede og skrabe bunden i øjeblikket. På alle mulige og umulige måder. Uhh at blotte sig selv. Endnu en af de selvudviklende ting jeg skal igennem for at komme helskindet ud på den anden side. Og det agter jeg at komme. Helskindet altså. Hvor meget selvransagelse, indsigt, udvikling, ændring af adfærd og tankemønstre kan et menneske overkomme over tid? Hvor meget tid, eller hvor kort mon? Tænk at livet skulle slå sådan ind på én midt i eventyret man selv havde skabt. Eller var det mon mig selv der slog ind? Det er vel efterhånden den erkendelse jeg har nået, og muligvis også den der skal til for at tage de næste par skridt. Når det er sagt er der midt i miseren trods alt også lyspunkter. Som at det måske i virkeligheden er en gave at være her hvor jeg er. For mig selv og mine omgivelser (på det punkt er min søster nok uenig), på sigt i hvert fald.
Anyway, tænker at layoutet er lidt dystert her på siden? Men den grønne taler til mig, og det er trods alt håbets farve:)
Til mig selv: KOM nu ud og leg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar