Tågen er lettet..

I disse dage er det et år siden jeg fik de første fysiske symptomer på stress. Tænk jeg troede det var den berigede mad på arbejdet der gav mig hjertebanken og åndenød. Tiden siden har været et virvar af gråt og grumset, bekymringer om fremtiden, en knugende fornemmelse af ængstelse i maven og rod rod rod. Idag - et år efter - har jeg droppet morgenløbeturen med udmærket samvittighed, for at drikke kaffe, ryge en cigaret og skrive lidt blog. Hvor hyggeligt og dejligt at kunne bryde strukturen en smule, uden at det hele vælter. Yoga og meditationsretreatet har virkelig været et vendepunkt for mig. Det havde jeg en forudanelse om inden jeg tog afsted, men var alligevel lidt bange for at tro helt på det. Jeg måtte jo lige vente og se. Men ja - jeg har det godt - føler faktisk at depressionen er lettet - eller jaget væk måske nærmere. Men med det intensive arbejde jeg har været igennem de sidste par måneder, ville andet vel egentlig også være mærkeligt. Og jeg har stadig mindst to måneder igen til at arbejde videre, lære at nyde livet, føle lyst og glæde. Hvor vildt og fantastisk. Jeg har fået ryddet op i både sind og omgivelser - rent praktisk i alt fra skur og legehus til skabe og skuffer, gamle forestillinger og tankemønstre, løst problemer i gamle relationer (som egentlig lå hos mig selv), skiftet nogle ud og fået bekræftet andre. Efterårsrengøring. Forløsende. Så meget at jeg begynder at kunne tænke på fremtiden med sommerfugle i maven (den gode slags), og tænker idag på om jeg skal tage Elva med til Grækenland næste sommer, på retreat i bjergene, og bagefter rejse en tur til Chania og se hvordan byen har ændret sig. Bare hende og mig, på eventyr. Det kunne være skønt..

Grøn er håbets farve

Til min(e) faste læser(e): Jeg er nede og skrabe bunden i øjeblikket. På alle mulige og umulige måder. Uhh at blotte sig selv. Endnu en af de selvudviklende ting jeg skal igennem for at komme helskindet ud på den anden side. Og det agter jeg at komme. Helskindet altså. Hvor meget selvransagelse, indsigt, udvikling, ændring af adfærd og tankemønstre kan et menneske overkomme over tid? Hvor meget tid, eller hvor kort mon? Tænk at livet skulle slå sådan ind på én midt i eventyret man selv havde skabt. Eller var det mon mig selv der slog ind? Det er vel efterhånden den erkendelse jeg har nået, og muligvis også den der skal til for at tage de næste par skridt. Når det er sagt er der midt i miseren trods alt også lyspunkter. Som at det måske i virkeligheden er en gave at være her hvor jeg er. For mig selv og mine omgivelser (på det punkt er min søster nok uenig), på sigt i hvert fald.
Anyway, tænker at layoutet er lidt dystert her på siden? Men den grønne taler til mig, og det er trods alt håbets farve:)
Til mig selv: KOM nu ud og leg