Jeg har altid set hjorten som et meget smukt, sart og alligevel stærkt dyr. Måske en anelse farvet af min all-time favorit bog Hjortens flugt. Intet har hidtil i mit 30 årige liv fået mig til at reflektere mere omkring dette dyr eller emne, men jeg må indrømme at jeg fik mig en slem forskrækkelse i dyrehaven idag, da vi pludselig stod fanget midt på stien i noget der mindede om et krigs-inferno to kronhjorte i mellem. Jeg havde godt nok fået en forsmag på brølene den foregående weekend i Tisvilde hegn. Kl. halv fem om morgenen hvor alt omkring os ellers åndede fred og ro kunne man høre noget nær (mindst) 100 hjorte brøle deres brunst gennem skoven. Det kan meget vel være den egentlige refleksion så småt såede sine første frø der (jeg stod parat til at klappe vinduet meget hurtigt i efter at have røget en meget hurtig cigaret - med et indre billede af en kronhjort galoperende med sit kæmpe gevir rettet mod mig og vinduet. Ja det føltes meget realistisk på tidspunktet. - Sådan fungerer angst jo), men på et bevidst plan var det først da jeg stod (nærmest) ansigt til gevir til gevir, dér midt i dyrehaven at refleksionens cirkel blev fuldendt. Og OMG, der var jo bare ikke så meget at gøre andet end hurtigt at forsvinde ud af orkanens øje, ad alternative veje gennem skov og krat og en ret så sumpet sump. Heldigvis var det ikke mig der fik sop og mudder langt op ad benene. Om frygten var reel eller ej har jeg endnu ikke fundet ud af, men det er sidste gang jeg går ubeskyttet og ubevæbnet ud mellem brunstige kronhjorte. Jeg har dog hørt at de vist nok kan blive ret så agressive når de er i brunst, så måske var den lille finte godt tænkt, selvom jeg dog følte mig lidt til grin - især over for de tre mennesker der sad med udsigt til hele sceneriet på nogle ret så høje træstammer i fuldstændig sikkerhed og med en madkurv så fuld mens de helt sikkert nød forestillingen. Det eneste der manglede var dog et par opmuntrende eller afværgende tilråb. Det kunne vi godt have haft brug for.. Så bare til en anden gang ikke:)
Mit liv går jo lidt langsomt i øjeblikket, så adrenalin i dens normale og naturlige virke er et sjældent bekendtskab. Men vi fik et kærligt gensyn idag, og aldrig har jeg været så lettet over at se dyrehavens røde porte dukke op i horisonten.
P.s. Jeg har hørt noget om at der afholdes konkurrencer i Kronhjortes brunst brøl. Gad vide om de har hvervet en ung hin som dommer - og i så fald er det så måden hun vrikker med røven på, drypper eller vrider sig på der afgør hvem der har vundet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar