Tågen er lettet..

I disse dage er det et år siden jeg fik de første fysiske symptomer på stress. Tænk jeg troede det var den berigede mad på arbejdet der gav mig hjertebanken og åndenød. Tiden siden har været et virvar af gråt og grumset, bekymringer om fremtiden, en knugende fornemmelse af ængstelse i maven og rod rod rod. Idag - et år efter - har jeg droppet morgenløbeturen med udmærket samvittighed, for at drikke kaffe, ryge en cigaret og skrive lidt blog. Hvor hyggeligt og dejligt at kunne bryde strukturen en smule, uden at det hele vælter. Yoga og meditationsretreatet har virkelig været et vendepunkt for mig. Det havde jeg en forudanelse om inden jeg tog afsted, men var alligevel lidt bange for at tro helt på det. Jeg måtte jo lige vente og se. Men ja - jeg har det godt - føler faktisk at depressionen er lettet - eller jaget væk måske nærmere. Men med det intensive arbejde jeg har været igennem de sidste par måneder, ville andet vel egentlig også være mærkeligt. Og jeg har stadig mindst to måneder igen til at arbejde videre, lære at nyde livet, føle lyst og glæde. Hvor vildt og fantastisk. Jeg har fået ryddet op i både sind og omgivelser - rent praktisk i alt fra skur og legehus til skabe og skuffer, gamle forestillinger og tankemønstre, løst problemer i gamle relationer (som egentlig lå hos mig selv), skiftet nogle ud og fået bekræftet andre. Efterårsrengøring. Forløsende. Så meget at jeg begynder at kunne tænke på fremtiden med sommerfugle i maven (den gode slags), og tænker idag på om jeg skal tage Elva med til Grækenland næste sommer, på retreat i bjergene, og bagefter rejse en tur til Chania og se hvordan byen har ændret sig. Bare hende og mig, på eventyr. Det kunne være skønt..

Grøn er håbets farve

Til min(e) faste læser(e): Jeg er nede og skrabe bunden i øjeblikket. På alle mulige og umulige måder. Uhh at blotte sig selv. Endnu en af de selvudviklende ting jeg skal igennem for at komme helskindet ud på den anden side. Og det agter jeg at komme. Helskindet altså. Hvor meget selvransagelse, indsigt, udvikling, ændring af adfærd og tankemønstre kan et menneske overkomme over tid? Hvor meget tid, eller hvor kort mon? Tænk at livet skulle slå sådan ind på én midt i eventyret man selv havde skabt. Eller var det mon mig selv der slog ind? Det er vel efterhånden den erkendelse jeg har nået, og muligvis også den der skal til for at tage de næste par skridt. Når det er sagt er der midt i miseren trods alt også lyspunkter. Som at det måske i virkeligheden er en gave at være her hvor jeg er. For mig selv og mine omgivelser (på det punkt er min søster nok uenig), på sigt i hvert fald.
Anyway, tænker at layoutet er lidt dystert her på siden? Men den grønne taler til mig, og det er trods alt håbets farve:)
Til mig selv: KOM nu ud og leg

Hjortens flugt eller Kronhjorte i brunst

Jeg har altid set hjorten som et meget smukt, sart og alligevel stærkt dyr. Måske en anelse farvet af min all-time favorit bog Hjortens flugt. Intet har hidtil i mit 30 årige liv fået mig til at reflektere mere omkring dette dyr eller emne, men jeg må indrømme at jeg fik mig en slem forskrækkelse i dyrehaven idag, da vi pludselig stod fanget midt på stien i noget der mindede om et krigs-inferno to kronhjorte i mellem. Jeg havde godt nok fået en forsmag på brølene den foregående weekend i Tisvilde hegn. Kl. halv fem om morgenen hvor alt omkring os ellers åndede fred og ro kunne man høre noget nær (mindst) 100 hjorte brøle deres brunst gennem skoven. Det kan meget vel være den egentlige refleksion så småt såede sine første frø der (jeg stod parat til at klappe vinduet meget hurtigt i efter at have røget en meget hurtig cigaret - med et indre billede af en kronhjort galoperende med sit kæmpe gevir rettet mod mig og vinduet. Ja det føltes meget realistisk på tidspunktet. -  Sådan fungerer angst jo), men på et bevidst plan var det først da jeg stod (nærmest) ansigt til gevir til gevir, dér midt i dyrehaven at refleksionens cirkel blev fuldendt. Og OMG, der var jo bare ikke så meget at gøre andet end hurtigt at forsvinde ud af orkanens øje, ad alternative veje gennem skov og krat og en ret så sumpet sump. Heldigvis var det ikke mig der fik sop og mudder langt op ad benene. Om frygten var reel eller ej har jeg endnu ikke fundet ud af, men det er sidste gang jeg går ubeskyttet og ubevæbnet ud mellem brunstige kronhjorte. Jeg har dog hørt at de vist nok kan blive ret så agressive når de er i brunst, så måske var den lille finte godt tænkt, selvom jeg dog følte mig lidt til grin - især over for de tre mennesker der sad med udsigt til hele sceneriet på nogle ret så høje træstammer i fuldstændig sikkerhed og med en madkurv så fuld mens de helt sikkert nød forestillingen. Det eneste der manglede var dog et par opmuntrende eller afværgende tilråb. Det kunne vi godt have haft brug for.. Så bare til en anden gang ikke:)
Mit liv går jo lidt langsomt i øjeblikket, så adrenalin i dens normale og naturlige virke er et sjældent bekendtskab. Men vi fik et kærligt gensyn idag, og aldrig har jeg været så lettet over at se dyrehavens røde porte dukke op i horisonten.

P.s. Jeg har hørt noget om at der afholdes konkurrencer i Kronhjortes brunst brøl. Gad vide om de har hvervet en ung hin som dommer - og i så fald er det så måden hun vrikker med røven på, drypper eller vrider sig på der afgør hvem der har vundet?

Og universet arbejder for mig...

Det der med at arbejde for universet er vel ikke helt hen i vejret når man tænker over det - og omvendt. Idag er jeg blevet påmindet om at universet jo også arbejder for mig, og alt jeg skal gøre er at række ud når jeg har brug for retning. Utroligt at jeg har kunne glemme det tænker jeg, men det er vel alle disse afstikkere der virkelig ER vejen. Jeg har haft brug for at komme væk fra mig selv, simpelthen skille mig ad for at kunne samle mig rigtigt igen.
Og hvad er en bedre start til det end at gå til en clairvoyant, der kan bekræfte en i det man allerede ved og i heldigste tilfælde fortælle noget nyt. Tankevækkende at min egen stemme og intuition ikke er overbevisende nok i sig selv. Men uanset er jeg gået derfra med en mere selvsikker indsigt og fuld af forhåbning og mod på fremtiden, der i virkeligheden tegner sig til at blive et eventyr. Hurra! Jeg tror på at universet fortæller mig hvad jeg har brug for og omvendt, og hvis de tilmed skulle tilbyde mig en ansættelseskontrakt skal jeg ikke være sen til at takke JA:) (Så længe den ikke er bindende)

Der er hul igennem..

I dag har jeg drukket min første koffeinfrie kop kaffe.  Det er jeg sikker på at jeg vil glæde mig over når jeg om en times tid svinger dynen over mig og forsøger mig med en nats søvn.

Og så blev jeg også en af de der bloggere, inspireret af et tilfældigt sammentræf på nettet, tænkte jeg – ja – selvfølgelig. Jeg SKAL jo gøre de ting jeg har lyst til, det har jeg jo fået udskrevet på recept. Medicinen lyder: Gør hvad du har lyst til, og kun hvad du har lyst til. Det lyder jo egentlig nemt nok, især taget i betragtning at jeg jo er et menneske der  i den grad normalt er styret af sine lyster.  Men når man som jeg i øjeblikket oplever ikke at have lyst til noget som helst, er det jo ret revolutionerende at opdage at der rent faktisk er HUL igennem, så er det sgu da bare at benytte sig af det.  Så til jer to – tre mennesker der sidder derude og kan finde på at læse med (ekskærester sikkert, muligvis en ven og helt sikkert min mor), bered jer, for sandhedens time er kommet og nede fra det grumsede grå er der et glimt af mig og en genfunden humor der kræver sin ret. 

Det der med at gøre som jeg har lyst kommer ikke altid så let. Tiden op til, har jeg på det seneste oplevet som værende ret præget af tenderende tvangstanker.  Efter 48 timers koma var jeg på banen i dag med alle mine projekter. Jeg fik ringet til advokat, kommune og selv banken som jeg opgav at komme igennem til efter ét forsøg for 3 uger siden. Jeg tror ikke engang den fik ringet igennem. Vel, dagen i dag skulle være dagen hvor tingene skulle ske, dagen i går og dagen før var dagene hvor tingene blev tænkt (jeg mener VIRKELIG tænkt) og jeg har i dag både været omkring terassebygning, opsætning af dyreværn, bestilling af 3 kubikmeter jord til at fylde i det enorme hul jeg har i baghaven, efter at have kørt min søster og baby rundt i Kbh for at stemme og diverse andre ting. Hente trommer til forestående trommeweekend, søgt og fundet yogaretreat til efterårsferien, planlagt tivolitur i morgen og været til anden søsters fødselsdag. Come on mand (kvinde) , der er da ikke nogen der skal sige at jeg lider af en depression. 

De seneste dages begivenheder (eller mangel på samme – eller dvs, rettere uligevægten af aktiviteter) Fik mig tidligere til at tænke tilbage på en beboer på et psykiatrisk bosted, hvor jeg var i praktik under min uddannelse.  Han arbejdede for universet. Så enkelt og selvfølgeligt i hans verden og dog alligevel så kompliceret. For han var jo dødtræt af alt det arbejde og havde i perioder hverken tid til at spise eller sove.   Han led virkelig under det, men kunne jo heller ikke bare sådan uden videre forlade sin vigtige post som universets hjælper.  Til at starte med tænkte jeg ikke videre over det, men da han i en periode åbenbart havde arbejdet så hårdt at han ikke kunne forlade sin seng af bare udmattelse begyndte jeg at tænke over om det kunne være at han i virkeligheden arbejdede for universet. Om han virkelig sad der nat efter nat og udførte uundværlige opgaver og undersøgelser for den større sammenhæng og at det i virkeligheden passede ham (og universet) meget godt at han boede på dette sted, hvor ingen havde nogen som helst forventninger til ham af nogen art, og han kunne få lov til at udføre det vigtige stykke arbejde i fred, ro og fordragelighed.  Ja tænk engang hvis det i virkeligheden hang sådan sammen. Jeg mener det var lige deromkring, i den samme periode, at jeg også tænkte at det måske ikke lige var en karriere indenfor psykiatrien jeg skulle satse på..

Og alt mens jeg har siddet fordybet i mit eget univers, langt væk fra virkelighed og dagens valg bipper der en sms ind med teksten: Det er for vildt!!! Stort RØD FRONT fra pumpehuset til jer!

Og kommer i tanke om at jeg i den grad har haft besøg af både gejst og diskussionslyst gennem dagen i dag, så fremtiden ser i virkeligheden nok mere rød end grå ud lige nu:)

Over and out, forhåbentlig følger fortsættelse